Øland sangen

Øland-sangen er skrevet af forfatteren Niels Anesen ( 1896 – 1967), der som ung havde tjent på Hvolgaard, Anesen, der  i sin samtid blev betegnet som “bonde-forfatteren”,. er noteret for ikke mindre end 34 udgivelser på bibliografi.dk. I Den Store Danske kan man læse, at Niels Anesen “byggede sit forfatterskab på sine erfaringer som landmand. Anesens romaner opnåede stor succes i mellemkrigsårene, blandt andet Jorden gav  (1934) og Stærk ungdom (1935), der er engagerede ideologiske indlæg for bondestandens bevarelse i det moderne samfund.”

Melodien til Øland-sangen er skrevet af Jens Jensen (1912 – 1936) Jens Jensen var søn af Niels Jensen på Søndergård og var meget musikalsk. Han var optaget på musikkonservatoriets violinlinje, men døde meget ung som 24-årig. Hans gravsten findes kirkegården ved Oxholm Kirke.

Øland-sangen var meget populær på egnen under krigen, men gik efterhånden i glemmebogen. Den blev fundet frem igen af Øland Beboerlaug i midten af 70’erne og har siden været et fast indslag ved de fleste begivenheder på Øland.

Når beboerne på Øland – øboerne – mødes, synger man altid Øland-sangen. Her præsenteres sangen af Øland Karlekammerkor og med fotos af Jesper Hansen. Sangteksten er af Niels Anesen.

Øland-sangen:

Du skønne ø, med lyng og blomsterflor,
Omkrans’t af vejlen og den blanke fjord,
med dybe slugter hist og bakker her,
med bøgeskov, med elmekrat og kær.

Her yngled’ mågerne i holmens sand,
mens høgen fløj på rov langs mark og strand,
her kredsed’ viberne om redens små,
mens kalven spejled’ sig i fjordens blå.

Når morgensolen stod i yderst øst,
og bølgen gled i rytmer mod din kyst,
mens råen nipped’ af det våde korn,
og bukken stod på vagt med løftet horn.

O, hvilken friskhed, hvilken fuglesang!
hvad gør det, dagen er end nok så lang?
Naturens toner klinger evigt ungt
og styrker sindet, var end livet tungt.

Du skønne ø, hvor jeg som hyrdedreng
drev køer og stude over mark og eng,
;;mod dig jeg siden længtes mangen gang
og skrev dig derfor denne lille sang.;;

Niels Anesen